Hovedledninger og stikledninger
HF Storaaen leverer drikkevand gennem et net af hovedledninger. Fra hovedledningerne går der stikledninger ind til de enkelte haver.
Ved stikledning forstås ledningen fra hovedledningen til skellet ved den enkelte have. Det omfatter afspærringsanordningen på stikledningen, som er placeret uden for skellet.
Som haveejer skal du selv sørge for vedligeholdelse af stikledningen fra skellet og videre ind på grunden. Det omfatter målerbrønd, måler og afspærringshaner ved måleren.
Alt arbejde med vandinstallationer skal udføres af en autoriseret VVS-installatør i henhold til gældende lovgivning.
Vandmålere
Hovedmåleren er placeret i vejen ved overgangen fra Steen Blichersvej til havekolonien. Den viser havekoloniens samlede vandforbrug.
Den enkelte have har en analog vandmåler. Målerne aflæses ifølge den hidtidige vejledning sidst i december af bestyrelsen. Måleren skal være let tilgængelig for aflæsning og service.
Udskiftning af vandmåleren sker ved henvendelse til formanden eller et andet bestyrelsesmedlem, som sørger for udskiftningen.
Der skal placeres en vægt oven på dækslet til målerbrønden, så låget ikke flyder væk ved en eventuel oversvømmelse.
Frostsprængninger
Alle haveejere opfordres til at sikre, at vandmålere og vandrør ikke fryser. Den bedste frostsikring er at tømme rør og måler for vand i vinterhalvåret.
Frostsprængninger på haveejerens egne vandrør og måler dækkes ikke af HF Storaaen og i de fleste tilfælde heller ikke af forsikringen.
Ved en frostsprængning skønnes forbruget. Vandtabet og monteringen af en ny vandmåler betales af den enkelte haveejer.
Utætheder og fejl
Utætheder eller fejl på vandmåleren skal hurtigst muligt anmeldes til formanden eller et andet bestyrelsesmedlem.
Hvis måleren går i stå, beregnes forbruget ud fra tidligere års forbrug.